Historie
Hvordan céilí'en kom tilbage
Fra rejsende danseinstruktører til Gaelic League, det første céilí-band på irsk radio og pub-sessions i 1960'erne: den irske dans' lange genopblomstring.
Vælg en aften ved Liffey ↗Hurtigt svar
Céilí overlevede som en landlig sammenkomst og blev genoplivet med vilje. Gaelic League, grundlagt i 1893, fremmede irsk dans side om side med sproget; céilí-dansene blev indsamlet og kodificeret i begyndelsen af det tyvende århundrede; det første céilí-band blev dannet til radio i 1926. Efter årtier med restriktioner vendte den traditionelle musik tilbage til pubberne i 1960'erne, og et scenenummer i 1994 bragte stepdans ud over hele verden.
Et ord for samvær
Céilí kommer fra det oldirske ord céle, der betyder ledsager, og det er kernen i det: i sin mest enkle form betyder ordet ganske enkelt et socialt besøg. Længe før det betød et danseprogram, var en céilí en aften i godt selskab med musik, dans og samtale. Sådanne sammenkomster var almindelige i de gælisktalende dele af Irland og Skotland og rejste med udvandrerne til Canada, USA, Australien og New Zealand. Middagsshow-céilíen er en iscenesat efterkommer af den landlige aften.
Danseinstruktører og fiddler
Beretninger fra det syttende århundrede viser, at dans allerede var udbredt over hele Irland. I 1674 sammenfattede forfatteren Richard Head Irland med ordene "en fiddle på hver mark", og han beskrev dansen, der hørte med. I det attende århundrede, da fiddlen spredte sig fra det kontinentale Europa, rejste omrejsende danseinstruktører fra sted til sted og underviste i trin, ofte på bordplader i små rum. Den gammeldags stepdans, som stadig praktiseres, ligger tæt op ad det, disse instruktører fra det nittende århundrede underviste i.
Gaelic League
Gaelic League, grundlagt i 1893, satte sig for at styrke den irske kulturelle uafhængighed gennem sproget, litteraturen og de oprindelige traditioner, herunder sang og dans. Dets afdelinger over hele Irland tilbød undervisning i dans, musik og sang, og den irske céilí genvandt sin popularitet som en del af den bredere genopblomstring. Céilí-dansene blev indsamlet, genoplivet og kodificeret i det første kvartal af det tyvende århundrede, og i 1929 dannede League Irish Dancing Commission for at standardisere undervisning og konkurrence.
Bands i radioen
Livemusik til céilí-dans fik sit eget format i 1926, da Séamus Clandillon, Radio Éireanns musikdirektør, sammensatte det første céilí-band i Irland for at levere dansemusik til sine studioprogrammer. Céilí-bands voksede til en tradition i sig selv, og fra 1950'erne blev pianoakkordeonen populær i dem. Et middagsshow-band med sin blanding af melodiinstrumenter og en fast rytme er en del af den tradition at spille for dansere snarere end for lyttere alene.
Restriktion og tilbagevenden
Uafhængigheden bragte sine egne pres. Public Dance Halls Act af 1935 betød, at offentlige musik- og dansearrangementer krævede en licens, og med fortsat udvandring trak meget af den traditionelle musik sig tilbage til private hjem. Den vendte tilbage gennem pubberne: hjemvendte migranter overtalte ejerne til at være værter for sessions i begyndelsen af 1960'erne, og i det årti holdt Dublin-pubber deres egne sessions. Comhaltas Ceoltóirí Éireann, grundlagt i 1951 for at bevare musikken, og dets Fleadh Cheoil-festival var med til at drive genopblomstringen.
Fra Eurovision til middagsbord
Den sidste store forandring kom på scenen. Et irsk danseindslag i pausen ved Eurovision Song Contest i 1994, opført i Point Theatre i Dublin, voksede til et teatershow, der turnerede verden rundt og gjorde stepdans kendt langt ud over Irlands grænser. Det løsnede også de gamle regler og tilførte armbevægelser og teatralske kostumer. Et middagsshow med stepdansere og en afsluttende céilí trækker på begge sider af denne historie: det iscenesatte spektakel og den ældre idé om en aften i godt selskab.
Kilder